Flow´et i det velkendte og det eksperimenterende

Det bedste er, når der opstår en vekslen mellem de producerede ting og det mere individuelle.

Der er altså noget over det at gå i gang med at lave 100 soyaskåle eller lysetager, og så nå i mål. Jeg elsker at optimere processerne undervejs og forenkle, hvor jeg kan.

Det er mange år siden jeg designede min kammerstage. Jeg satte mig for at opfinde min helt egen udgave af stagen, og lidt skitser kom til. En dag satte jeg mig for at udføre nogle af ideerne i virkeligheden og “ja” - så skalerede mine hænder på mystisk vis det billede, jeg havde inde i hovedet, ud i en 3D udgave, og min kammerstage var født. Det er sådan, det som regel foregår, jeg har en idé, visualiserer den og efterfølgende arbejder mine hænder detaljerne på plads.

Kammerstagerne laver jeg som regel 50-100 stk af gangen. Der er virkelig mange dele, der skal trykkes og skæres ud. Det starter jeg selvfølgelig ud med, for der skal også ridses samlemærker og mit logo. En kammerstage består af seks dele, og det er så skønt at være nået til at samle dem, sætte dem på plade, og op på tørrereolen.

Det kan måske lyde lidt kedeligt med så mange ens stager på en gang, men flowet af noget velkendt, som løber mellem mine hænder, der automatisk arbejder, giver også en dejlig fordybelse. Noget P1 eller musik i højtaleren og jeg har en perfekt formiddag.

Der er mange processer før jeg står med de færdige lysestager og kopper.

Jeg elsker farver, og har svært ved at begrænse mig, til blot at have nogle få enkelte at arbejde med. Glasurspandene fylder et helt skab. Og lidt af gulvet…og…

“Lidt” farvenørderi, fra arbejdet som trykker, er nok fulgt med med mig over i keramikken. Men det er en helt anden process at udvikle glasurer end trykfarver. Der havde jeg resultatet efter få minutters blanding. Glasurerne skal udvikles. Det er en spændende, men tidskrævende, proces. I udgangspunktet går jeg efter en bestemt farve og struktur, jeg gerne vil opnå. Blå er jo ikke bare blå. Skal den være blank/mat eller noget midt imellem, lys/mørk, kold/varm? Det kan kræve mange prøver at nå i mål.

Når jeg har blandet de prøver, jeg tror mest på, og skrevet nøjagtigt, hvad jeg har gjort, skal prøverne brændes. Og så skal jeg vente. For det tager tid, ovnen skal varme langsomt og kontrolleret op. Jeg programmerer den, så den varmer op med f.eks. 100 grader i timen, og jeg indlægger pauser undervejs, alt sammen for at spændinger kan udlignes, og både leret og glasuren kan arbejde og smelte sammen, i en fælles proces. Det tager mere end 24 timer, med sådan en brænding, før ovnen er kølet ned og lågen kan åbnes. Jeg er altid spændt, når jeg åbner ovnen og kigger ned. Er de blevet som forventet? Er der overraskelser til enten den positive side, eller noget, der er helt hen i vejret? Uanset resultat, bringer det mig dog altid videre, jeg lærer jo ligeså meget af “fejlene”.

Alle prøver bliver gemt, og over tid kan jeg lige pludselig blive glad for noget, jeg i første omgang slet ikke kunne se noget i. Jeg går og kigger og vurderer lidt på dem hver dag. Skal der en lille justering til eller skal jeg starte helt forfra? En ting er sikkert, færdig bliver jeg aldrig.

Dette var historien om de omhyggelige, og omstændige, stadier keramikken og jeg gennemgår, og som jeg holder så meget af. Jeg håber det har bidraget til din forståelse af den unikke vej, fra hånd og materiale, til kunsthåndværk.

Mit håb og stræben er, at jeg kan give den ro, som jeg oplever at leret giver mig, videre til dig, der køber mine ting. At dit blik kan hvile ved en detalje og finde ro derved. At din fantasi bliver sat i spil og digter videre, sådan som andre små detaljer gør det for mig.

Kunne jeg være endt med noget andet end at arbejde med keramik? Ja sikkert. (alt andet end med hænderne i skødet, tænker jeg) Men så var det nok nærmest, fordi jeg ikke var kommet forbi leret, for det greb mig med det samme.

Da jeg blev spurgt om jeg ville skrive blogindlæggene og var på bar bund, spurgte jeg også min familie, om jeg kunne være endt med noget andet. Nej sagde de alle, uafhængigt af hinanden :-D

De er enige om at min iderigdom, som de godt kan blive blæst lidt bagover af, ville have givet sig udslag i et kunstnerisk virke uanset hvad.

Nu brugte jeg min skabende trang til at arbejde mig ud af en presset situation. Til at få mening ind i livet og finde fodfæste, imens turbulensen rasede.

Jeg er meget taknemmelig over, at jeg kan få lov at beskæftige mig med noget, der giver så god mening for mig. Også selvom det at være soloselvstændig indebærer mindre kunstneriske ting, såsom regnskab, opbygning af hjemmesider og webshops, der kan give lidt grå hår. Heldigvis findes der revisorer og andre gode folk derude, der brænder for deres områder. Hurra for dem!

"En ting kan jeg slå fast: jeg kan kun trives ved at skabe"

Så det vil jeg blive ved med, i alle henseender, og jeg glæder mig også rigtig meget over at følges med jer på Instagram og Facebook.

Tak fordi I fulgte med. Tak for jeres opmuntrende ord da jeg udgav det første indlæg.

Kærlig hilsen

Karina Weihrauch

Konkurrence

I forbindelse med bloggen, har vi udlovet 2 kopper fra Weihrauch Keramik i valgfri farve.

For at deltage skal man skrive sig op til designerportalens nyhedsbrev og krydse fingre

Vinderen bliver udtrukket og offentliggjort på vores sociale medier i dag, søndag kl. 20.00.